top of page

DANSKUNDERVISNING

Kringlebakkens kursusgruppe er et tilbud til de kvinder, der ikke har mulighed for at deltage i de etablerede tilbud grundet fx barsel, manglende opholdstilladelse, sygdom etc.

​

Kursisterne er primært unge kvinder med små børn.  Nogle af dem er kommet hertil via familiesammenføring, andre har været her i en årrække og har grundet flere barselseperioder kun været en meget kort periode på sprogskole.

​

Kvinderne kan medbringe deres børn i undervisningen indtil barnet er 10 måneder. Vi tager løbende stilling til, hvor mange spædbørn der er plads til, set i relation til den nuværende undervisningssituation. Børn over 10 måneder kan blive passet i den tilhørende børnestue, mens moderen er til undervisning. De kan passes i børnestuen indtil de er 3 år.

​

UNDERVISNINGEN

Størstedelen af kvinderne i kursusgruppen kan intet eller meget lidt dansk når de starter. Enkelte af kvinderne har tidligere gået på sprogskole, men kommer til Kringlebakken i barselsperioden for at vedligeholde deres dansk. Den store spredning i sproget styrker selvtilliden hos den nytilkomne og aktiverer et passivt ordforråd hos kvinder, der har opholdt sig i landet i længere tid.

​

Danskundervisningen er en blanding af sprogarbejde, samfundsorientering, kulturformidling samt viden om sundhed for børn og kvinder. Formålet med undervisningen er at øge kvindernes sprogkundskaber samt forståelse for det danske samfunds opbygning og de normer og forpligtigelser, der følger med som borger i Danmark. Kringlebakken arrangerer derfor også politikerbesøg og oplæg fra offentlige instanser som SKAT og politiet.

​

Derudover er formålet at fremme kvindernes tillid til og forståelse for de kommunale instanser. Mange af kvinderne i Kringlebakken kommer fra lande med meget korruption og hvor skellet mellem magthaver og almindelig befolkning, er stor. Dette betyder, at nogle har en grundlæggende mistillid til politi, kommuner og politikere.

​

For at ruste mødrene til livet som mor i Danmark har Kringlebakken også tema- og pædagogiske dage på undervisnings-skemaet. Her undervises kvinderne om børneopdragelse og pædagogik, hvor de samtidig kan spørge husets pædagog til råds om egne bekymringer eller dilemmaer.

​

​

bottom of page