top of page

2018: ET TRAVLT ÅR I HUSET OG ET ÅR PRÆGET AF NYE STRAMNINGER I UDLÆNDINGELOVGIVNINGEN

Kringlebakken siger tak for et godt år med mange aktiviteter ud af huset såvel som besøg fra politikere, medier og nye og solidariske samarbejdspartnere. Dette var første år, at driften af Kringlebakken blev dækket af den permanente bevilling fra Københavns Kommune, hvilke har givet mere ro og vi har kunnet fokusere på at opstarte nye og spændende projekter.

En af årets store begivenheder var ”Os i Nordvest” - en stor fest for fællesskab og fejringen af Eid i august måned. Kvinderne nød at være sammen og nogle hjalp til uden at skulle være med til festen. De lavede mad med hjertet, mens socialborgmesteren holdt tale: ”Vi skal lytte til den enkelte og støtte efter behov. Det er Kringlebakken god til. Her er alle velkommen på deres egne præmisser”.


Det er netop forskelligheden, som skal ses som en ressource, og pladsen til forskellighed, som vi skal kæmpe for. I året har vi desværre været tilskuere til mange stramninger i integrationslovgivningen, som gør livet sværere for Kringlebakkens kvinder og deres familier og ikke mindst fremtidens nydanskere. Med blandt andet ghettoplanen, særlige lovgivninger for ’ghettoområder’, tvungen vuggestue, strammere regler for familiesammenføring, opholdskrav for retten til dagpenge og en lang række andre tiltag bliver det sværere for nytilkomne at navigere i regler og ikke ’integrere’ sig et Danmark, som lukker sig mere og mere om sig selv. Regeringen lover, at de vil føre en stram, konsekvent og ’realistisk’ udlændingepolitik. Vi er enige med regeringen i, at aktiv deltagelse på det danske arbejdsmarked er vejen til vellykket integration i vores fælles samfund. Men præmissen for at få lov til at deltage er ikke så ligetil.


I Kringlebakken arbejder vi jo netop med at bringe kvinderne tættere på arbejdsmarkedet. Ikke med tvang, men derimod med at motivere og hjælpe kvinderne med de små skridt på vejen, som leder dem og gør dem klar til arbejdsmarkedet. Ud over vores tilbud i Jobzonen har vi i samarbejde med Foreningen Nydansker startet projektet LIFT. LIFT er et mentorbaserede projekt, der støtter kvinderne i at komme i uddannelse og ud på arbejdsmarkedet. Det er takket være mange frivillige kræfter, at sådanne projekter samt huset mange aktiviteter er mulige.

I årets løb har vi haft fokus på demokrati og nærdemokrati i undervisningen. Året har ligeledes budt på flere besøg fra politikere – socialborgmesteren Mia Nyegaard, ligestillings-ministeren Karen Ellemann, medlem af socialudvalget i København Laura Rosenvinge, folketingspolitiker Yildiz Akdogan – og kvinderne har besøgt samme kvinder på Christiansborg såvel som på Rådhuset. Flere af kvinderne har udtrykt en særlig begejstring for følelsen af at blive set og hørt.

Vi ser frem til år 2019, hvor Kringlebakken er åben for indvandrerkvinder, frivillige sjæle og ikke mindst besøg fra meningsdannere, medier og medmennesker.

Godt nytår!

Seneste nyt
Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
bottom of page