KVINDERS TILKNYTNING TIL ARBEJDSMARKEDET – ELLER


Der er i dagens debat et stort fokus på etniske minoritetskvinders manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. I Københavns kommune er beskæftigelsesfrekvensen blandt de 25 – 64årige etniske minoritetskvinder på 55 %.

Debatten stiller spørgsmål til årsager for, hvorfor så stor en andel af kvinder, ikke kommer i arbejde. Svarene lyder nogenlunde entydigt ”Det er kvindernes kultur; Det er manglende sprogkundskaber; De har ikke erhvervsidentitet; De mangler uddannelse og viden om det danske arbejdsmarked. Manglende erfaring; De vil ikke; og senest har en rapport belyst, at nogle kvinder er underlagt negativ social kontrol og, derfor ikke må arbejde.(”Bryd Barriererne: Udfordringer og potentialer for integrations af kvinder med etniske minoritetsbaggrund på det danske arbejdsmarked, Cevea, Rapport 2019)

Det er alt sammen rigtige analyser om, hvorfor det er svært for en særlig målgruppe at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked – men det er ikke hele sandheden.

Kringlebakkens leder Lisbeth Vibe Utzon deltog tilbage i september, i P4 radioprogrammet ”Det lykkelige arbejdsliv”, og i ugerne derefter sagde vi med bævrende læber ja til Berlinske Tidende (B.T.), som med en artikelserie ønskede at nuancere debatten. De ville give ordet til kvinden selv og til os, der dagligt arbejder med målgruppen.

Der udkom to artikler, som overordnet set handlede om at være udsat for negativ socialkontrol, som barrierer for at komme på arbejdsmarkedet. Journalisten fra B.T. valgte at fraklippe kvindernes udsagn om de mange ansøgninger, de utallige og nogle gange meningsløse praktikpladser. Den åbenlyse diskrimination i forhold til at bære tørklæde. Journalisten interviewede ligeledes mig, der til dagligt arbejder med målgruppen i Kringlebakkens beskæftigelsesindsats. Jeg pointerede mange gange undervejs, at vi i Danmark mangler at tale om arbejdsmarkedet. Har vi et rummeligt arbejdsmarked? Har vi et arbejdsmarked, der er villig til at ansætte kvinder der har et andet navn, er uddannet i et andet land, og ikke taler et knivskarpt dansk?

Der hersker slet ingen tvivl om, at strukturel racisme og diskrimination er en del af årsagen til, at så stor en procentdel af målgruppen står udenfor arbejdsmarkedet. Den politiske diskurs og den generelle negative omtale af indvandrerkvinder har uden tvivl også indvirkning på arbejdsgiverens valg og fravalg af medarbejdere.

I Kringlebakkens beskæftigelsesindsats, kaldet Jobzonen, har vi erfaring med arbejdssøgende kvinder med mange forskellige kulturelle og sproglige baggrunde. Nogle er højtuddannede, og har karrierer fra hjemlandet. Andre har ingen konkret uddannelse, og har måske heller ikke erhvervserfaring. Fælles for dem alle er, at de gerne vil arbejde og bidrage til statskassen. Fælles er også, at de har ubegribeligt svært ved at få fodfæste på det danske arbejdsmarked.

Tag Farough f.eks., hun kommer fra Iran, hvor hun har arbejdet i mediebranchen. Farough er meget kreativ og god med sine hænder. Hun kan sy, og er en meget kompetent blomsterbinder. Hun taler flere sprog, er omsorgsfuld og spreder godt humør, hvor end hun går. Farough har skrevet og sendt hundredvis af ansøgninger, og gået fra sted til sted for at søge jobs. Hun har været til samtale, men fik at vide, at det ville være rigtig godt, hvis hun tog (endnu) et blomsterbindings-kursus. Det gjorde hun så, og endnu et, hvor hun lærte at binde kranse. Nu er hun i virksomhedspraktik i en anden forretning, og de er meget glade for hende, men om det fører til ansættelse? Det er en helt anden sag. Farough kunne sådan set godt få deltidsansættelse – Det kan hun bare ikke leve af…….

Regeringen vil i nyt forslag stille krav til indvandrere på offentlig forsørgelse om 37 timers obligatorisk aktivering.

- Vi er nødt til at skabe en snæver sammenhæng mellem de penge, folk får, og det, de deltager i. For vi skal ikke starte med at møde folk med en logik om passiv ydelse. Det er det helt forkerte, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tessfaye (S).


- Der er en alt for lav beskæftigelsesfrekvens bag borgere med ikke-vestlig baggrund og især blandt kvinder. Derfor har vi grund til at tage skeen i den anden hånd og gøre noget radikalt anderledes, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).


Forslaget er blandt andet inspireret af det Norske introduktions program, hvor nytilkomne flygtninge på offentlige ydelser, har pligt til at deltage i 37,5 timers aktivering om ugen de første to år. Det har vist sig værende en succesfuld model. Hvert år siden 2014 er det nemlig lykkedes 75-100% af kommunens flygtninge at komme i enten job eller uddannelse.


Et resultat som den danske regering håber at kunne løfte med det nye forslag.


I regeringens helhedsplan for dansk udlændingepolitik skriver de selv, at pligten til 37 timers aktivering skal gælde alle indvandrere på integrationsydelse og kontanthjælp. Men hvem den endelige målgruppe bliver udover nytilkomne flygtninge, er endnu ikke endeligt fastlagt.

Spørgsmålet er om det blot føre til endnu mere af det samme – Virksomhedspraktik efter virksomhedspraktik uden det store perspektiv. Eller om en sådan proces er medvirkende til en socialisering af arbejdsmarkedet til at opdage, at målgruppen er nyttig og værd at ansætte. Har arbejdsmarkedet generelt brug for nogle værktøjer til den mangfoldige ledelse? Eller kan vi tænke i andre baner, der ikke blot minder om det vi i forvejen kender alt for godt. Nemlig tvang og sanktioneringer af i forvejen udsatte borgere?




Seneste nyt
Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square

INTEGRATIONSHUSET KRINGLEBAKKEN 

TUBORGVEJ 256-258,  2400 KØBENHAVN NV ・ 35 84 00 96 ・ INFO@KRINGLEBAKKEN.DK